Tilbage
Nyheder Pressemeddelelser

Badmintonketsjere på vej til Jerevan

En palle med badmintonudstyr ankommer i Jerevan i Armenien. Udstyret er doneret af danske badmintonvenner, og det skal skabe glæde for både professionelle og fritidsudøvere i Jerevan. DACHSER Denmark har doneret transporten af pallen.

Et foto fra badmintonhallen i Jerevan: en hel masse brugere, det nye udstyr fra Danmark og et strejf af DACHSER.

Brandt og Laybourn. Det er navnene på de to badmintonentusiaster, der står bag badmintonprojektet Badminton Power, og de arbejder for at nære og udbrede kærligheden til badmintonsporten. Derfor arrangerede de Danmarks første gratis badmintoncamp før jul 2018, Free Camp, som samtidig skulle være en indsamling. Her blev deltagere og andre interesserede opfordret til at medbringe ketsjere og andet udstyr, som bare lå og samlede støv derhjemme. Hvorfor? For at støtte badmintonspillere i Jerevan, Armenien.

Et skub med på vejen

Det var historien om en badmintonhal i hovedstaden, der drev Thomas Laybourn og Allan Brandt til deres første badminton-velgørenhed uden for landets grænser. Billeder af en slidt træningshal med et ujævnt betongulv; spillere – dygtige spillere endda – der spillede med bare tæer; gammelt udstyr og gammelt tøj. Det hele viste, hvor dårlige vilkår både professionelle og mindre professionelle badmintonspillere i Armeniens hovedstad trænede under.
”Armenien er jo ikke ligefrem et land, som man ville betegne som et uland,” fortæller Thomas Laybourn, tidligere verdensmester i badminton og Free træner, ”men det lå lige til højrebenet, at her kunne vi gøre en forskel for badmintonspillerne,” fortæller han.
Som tidligere professionel badmintonspiller har Thomas Laybourn rejst meget i hele verden, og han har set, hvor vidt forskellige forholdene for udøvere af sporten er. ”Vi ville gerne hjælpe nogle, der ikke har så gode midler, og som ikke kaster om sig med dyre ketsjere og bolde.”
Peter Hut, General Manager European Logistics for DACHSER Denmarks filial i Hvidovre, fik nys om, at Thomas Laybourn og Allan Brandt manglede lidt hjælp til transporten af en palle med badmintonudstyr. Projektet landede på hans bord, og han besluttede sig for at hjælpe.
”Vi ville gøre en god gerning og hjælpe med fragten af pallen. Selvom det er en del af vores portefølje, så er det jo en lidt usædvanlig transport med en interessant destination – det er ikke hver dag, vi fragter noget til Armenien,” fortæller Peter Hut.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os