News

DACHSER Denmark støtter Danske Hospitalsklovne

Med en ukulele under armen og en flot rød tud spreder de glæde for sygdomsramte børn i hele landet. Siden 2003 har den velgørende forening Danske Hospitalsklovne arbejdet for at skabe en tryg og positiv oplevelse for børn på hospitalet, og som Store Klovnesponsor støtter DACHSER Denmark op om det arbejde.

DACHSER Denmark er Store Klovnesponsor 2019.

Forhåbentlig har du ikke stiftet bekendtskab med dem på nært hold, men de danske hospitalsklovne er til stede på 22 børneafdelinger og på særtilbud og institutioner for børn og unge. De møder børnene, hvor de er mest sårbare, og derfor gennemgår alle hospitalsklovne en uddannelse på halvandet år og bliver løbende efteruddannet, så de altid er klar til at fremme smilene i børneafdelingerne på landets hospitaler.

”Danske Hospitalsklovne er en velgørende forening, som er i stand til at skabe en tryg stemning og i det hele taget give barnet en god oplevelse på hospitalet,” fortæller Peter Hut, General Manager European Logistics hos DACHSER Denmark i Hvidovre. ”De gør en rigtig vigtig indsats ude på de danske sygehuse, og det er en god sag, som vi gerne vil støtte op om som Store Klovnesponsor.”
En hospitalsklovn kan for eksempel følge barnet fra sengeafdelingen til operationsafdelingen og være med til at vende en anspændt eller trykket stemning til noget positivt med sang, musik eller gode historier, og det har nu en videnskabeligt bevist positiv effekt på børnenes oplevelse af forløbet.

Ny forskning om hospitalsklovnenes effekt

Helle Nygård Kristensen er sygeplejerske og har for nylig publiceret sin ph.d.-afhandling, som er et studie af 4-15-årige børns smerteoplevelse, når de skal have taget blodprøver og kræftbehandling. Hun har også undersøgt samspillet mellem hospitalsklovn og barn.
”Vi kan konkludere, at hospitalsklovne gør en forskel. Vi kan se, at børn får lettere ved at håndtere en smerte eller en smertefuld procedure, når de er sammen med en hospitalsklovn,” siger sygeplejerske Helle Nygård Kristensen, der har lavet ph.d.-afhandlingen.

Kontakt Maria Andersen