Tilbage
Nyheder Pressemeddelelser

DACHSER i Köln leverer med elektriske ladcykler

DACHSER logistikcenter i Köln er begyndt at benytte såkaldte pedelec-cykler til leveringer i centrum. Dette initiativ fra logistikudbyderen er – udover at bidrage til en forbedret luftkvalitet – en reaktion på de stadig mere omfattende kørselsforbud, trafikpropper og vejarbejde, der gør det vanskeligt at levere til bykernen med konventionelle lastbiler. De skærpede restriktioner for trafik i Kölns miljøzoner trådte i kraft den 1. april 2019.

Daniel Kopf fra VeloCARRIER; Oliver Hesse, Operations Manager National, DACHSER Cologne; Alexander Haak, General Manager, DACHSER Cologne, Yuichi Soga, Team Leader Short Distance, DACHSER Cologne.

I den seneste tid har man kunnet opleve en elektrisk ladcykel i DACHSERs velkendte blå og gule farver trille omkring i Kölns bymidte. Beholderen bag på cyklen er to meter høj og kan klare en belastning på op til 250 kg. Pedelec-cyklen må køre på alle cykelstier samt i visse fodgængerområder, hvor de må køre hele dagen. Hver morgen leverer lastbiler fra DACHSERs Köln-afdeling dagens forsendelser til den såkaldte mikrohub, et lager ikke langt fra centrum. Derfra bliver forsendelserne transporteret det sidste stykke og leveret ved hjælp af elcyklen.

En elektrisk ladcykel i DACHSERs velkendte blå og gule farver

"Indtil nu er vores erfaringer yderst positive, og det samme er kundernes feedback," fortæller Alexander Haak, som er General Manager hos DACHSER Cologne. "På langt sigt planlægger vi at tage endnu flere elektriske ladcykler i brug, ligesom vi vil bruge elektriske lastbiler til at levere forsendelserne emissionsfrit til mikrohubben. Det er klart, at der er forsendelser, som ikke kan leveres med cyklen, men i et bredt udvalg af køretøjer ser vi den som et fremragende og ikke mindst miljøvenligt alternativ.”

Kölns kommune lægger stor vægt på bæredygtige bykoncepter, som Andrea Blome, formand for kommunens udvalg for mobilitet og trafikinfrastruktur, forklarer: "Mængden af trafik i bymidten, der skyldes pakkeleveringer, har været stigende i årevis, og det er grunden til, at alternative logistikkoncepter er så vigtige og kun vil få endnu større betydning fremover. Det har fået Köln kommune til at yde tilskud til køb af ladcykler som led i et pilotprojekt, der startede i januar 2019. Og nu ser vi en global virksomhed, der tager samme initiativ og bliver et forbillede i Köln – endnu et tydeligt tegn på, at erhvervslivet er opsat på at udvide brugen af ladcykler."

Cykelspecialisten veloCARRIER er samarbejdspartner på projektet, og sammen med DACHSER har firmaet allerede fået ladcykler på gaderne i de tyske byer Freiburg, Stuttgart og Tübingen. "Kölns store fodgængerområde gør byen til det perfekte sted at benytte elcykler til at transportere pakker de sidste par kilometer," forklarer veloCARRIERs administrerende direktør, Raimund Rassillier. "I kraft af vores samarbejde med DACHSER spiller veloCARRIER en vigtig rolle i indsatsen for at gøre vareleverancer bæredygtige – en alvorlig udfordring, der indebærer stadig større forhindringer."

I lyset af de voksende trafikale udfordringer er innovationsprojektet City Distribution, som DACHSERs logistikcenter i Köln deltager i, i gang med at sammensætte en værktøjskasse med bæredygtige og innovative leveringsløsninger. Afhængigt af de konkrete behov kan den enkelte DACHSER-filial vælge at tage forskellige elementer fra værktøjskassen i brug og derved skabe en skræddersyet løsning til netop sit leveringsområde.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os