Fra Göteborg til Waddinxveen

Hun var elev hos DACHSER i et unikt uddannelsessamarbejde på tværs af landegrænser. Nu vil Forwarding Assistant Olivia Jarl krydse nye landegrænser i sit arbejde. I november tog hun springet og flyttede til Holland for at træde de næste skridt på sin DACHSER-rejse. Vi har fulgt hende i hendes seks år hos DACHSER Sweden.

Olivia Jarl, Forwarding Assistant hos DACHSER Sweden i Göteborg.

Olivia Jarl er Forwarding Assistant hos DACHSER Sweden i Göteborg. Hun startede som speditørelev i et unikt dansk-svensk uddannelsesforløb i 2014, og da hun afsluttede sin speditøruddannelse i 2017, blev hun fastansat i sin yndlingsafdeling: Customer Service. Nu venter det næste store eventyr hos DACHSER uden for Sveriges grænser, i Waddinxveen tæt på Rotterdam i den vestlige del af Holland.

”De seneste år har jeg haft en drøm om at bo i udlandet på et tidspunkt. Og netop når man arbejder hos DACHSER, er det lidt lettere at komme ud at leve og arbejde. Vi har de samme processer og systemer overalt. Desuden giver det lidt tryghed, at alt ikke er nyt, men at man i princippet allerede ved, hvad man skal, når man starter på en ny arbejdsplads. Det er dejligt, at jeg ikke er fuldstændig nybegynder,” fortæller Olivia.

Olivia Jarl er typen, der tager alt med et smil – selv når man spørger ind til hendes lidt snørklede vej ind i logistikverdenen. Egentlig ville hun studere logistik på universitetet i Göteborg, men tilfældighederne ville, at hun i stedet startede som elev hos DACHSER Sweden. Da hun blev færdiguddannet fik hun – udover en fast stilling i kundeserviceafdelingen – også mulighed for at tage på en måneds udveksling i en anden filial, og der valgte hun Waddinxveen uden for Rotterdam. Det var en positiv oplevelse, udlængslen blev vakt, og en måned var ikke nok. Derfor følger Olivia Jarl nu sin udlængsel tilbage til den ellers fremmede filial, hvor hun trådte nogle af sine første skridt som speditør.

”Jeg føler mig ret heldig, i og med at jeg får lov til at fortsætte i Customer Service-afdelingen hos Export Service i Waddinxveen. Det var det, jeg ønskede, det er det, jeg er bedst til, og jeg elsker at have en bred kontaktflade,” siger Olivia, som i forvejen har fire års erfaring inden for kundeservice. Afdelingen er i princippet den samme, men hverdagen og kulturen er skiftet ud.

Døren til Europa står åben

Måske er denne længsel efter at opleve et anderledes samfund et træk, der kendetegner de yngre generationer. Det er i hvert fald ikke usædvanligt, at unge mennesker, der arbejder hos DACHSER i et af de skandinaviske lande, undersøger mulighederne for at blive udstationeret hos andre filialer i organisationen.

Allerede under sin uddannelse til speditør rejste Olivia jævnligt til Danmark for at deltage i undervisning på Roskilde Handelsskole. Hun har fundet sin niche i kundeserviceafdelingen hos DACHSER – om så det er i Sverige eller Holland. Her har hun kontakt med mange forskellige mennesker: fra kunder og kollegaer på terminalen til alle de forskellige afdelinger på kontoret og lastbilchaufførerne.

”Man lærer utrolig meget hver dag, og man får nye input fra forskellige mennesker til, hvordan man kan hjælpe dem i deres arbejdsdag – det er meget givende,” afrunder Olivia Jarl, der har fået en god start på kontoret i Waddinxveen.

DACHSER på verdensplan
Kontakt os