Megatrends inden for logistik

Hvilken fremtid skal logistikudbydere forberede sig på? Hvilke tendenser og udviklinger vil forme og omforme sektoren i tiden, der kommer? Og hvordan ser DACHSER på det hele?

Logistik betyder altid at have en plan.
Logistik betyder altid at have en plan.

Vi ser nærmere på fire milepæle på vejen mod fremtidens logistikmarked: 

Intet er mere konstant end forandring

"Laviner i slowmotion" – sådan beskriver det tyske fremtidsforskningsinstitut, Zukunftsinstitut, vores tids megatrends. "De opbygger ganske vist kun langsomt momentum, men de kommer med betydelig kraft. De påvirker alle aspekter af samfundet og dermed både virksomheder, institutioner og enkeltpersoner." I vores stadig mere digitale og dynamiske verden må vi kæmpe med omskiftelige, usikre, komplekse og tvetydige forhold og heraf udlede tankegange og tiltag, der kan forme fremtiden. Det er ikke ligefrem en ny indsigt.

Økonomerne Warren Bennis og Burt Nanus beskrev allerede denne VUCA-verden (Volatility, Uncertainty, Complexity, Ambiguity – omskiftelighed, usikkerhed, kompleksitet og tvetydighed) tilbage i midten af 1980'erne. I dag er deres analyse mere relevant end nogensinde.

Som drivkræfter for forandring rummer megatrends mange lag, som påvirker og forstærker hinanden. De spænder fra neoøkologi, demografiske forandringer og globalisering til konnektivitet, nyt arbejde, urbanisering og mobilitet – med al den iboende omskiftelighed, usikkerhed, kompleksitet og tvetydighed, som disse udviklinger rummer. Velkommen til VUCA-verdenen.

Det er inden for disse rammer, at logistikken kan og skal udvikle sig. Det handler om nye forretningsmodeller, dataanalyse og kunstig intelligens. Det handler om nye måder at arbejde på, samarbejdet mellem menneske og maskine, smart mobilitet og intelligente byer. Det handler om "glokalisering" – en sammensmeltning af globalisering med lokale og regionale hensyn – og sidst, men ikke mindst klimabeskyttelse og nye former for bæredygtige, cirkulære økonomier.     

Som en lærende organisation i konstant udvikling er DACHSER lige afhængig af stabilitet og dynamik. Stabilitet i kraft af et integreret netværk, der er baseret på standardisering og harmonisering af processer, og som sikrer løbende proaktiv kvalitetsstyring i hele transportkæden. Dynamik i kraft af en høj grad af fleksibilitet i håndteringen af konkrete kundekrav og betydelig innovativ styrke.

I fuldt forbundne økonomier baseret på arbejdsdeling er nye forretningsmodeller og salgskanaler de primære drivkræfter for ændringer i forsyningskæden. De er også resultatet af dynamiske udviklinger i kundernes forventninger. Det er en forudsætning for at kunne udvikle tilfredsstillende løsningsstrategier inden for logistik, at man udfører en komplet analyse af disse forventninger og forstår dem til bunds. Pandemien flyttede pludselig fokus til vigtigheden af at have en fuldt integreret forsyningsinfrastruktur.

Hos DACHSER omfatter effektiv netværksstyring og intelligent forsyningskædestyring også kapacitetsprognoser, der er så nøjagtige, som det kan lade sig gøre. Kunstig intelligens og big data-analyse skaber de nødvendige forudsætninger. For at sikre den kapacitet, der er behov for, opretholder DACHSER et tæt og tillidsfuldt samarbejde med sine transportpartnere. De er og vil altid være afgørende for at sikre, at forsendelser når derhen, hvor de skal.

En ny æra inden for intelligente sporingsenheder.
En ny æra inden for intelligente sporingsenheder.

Digitalisering frigør nyt potentiale

Sideløbende med et stabilt, fysisk netværk vokser digitaliseringens betydning for transformationen af logistikken. Allerede i 1980'erne begyndte DACHSER at etablere nye digitale kanaler for de datastrømme, der ledsager varestrømmene. Dette affødte en lang række innovationer og en helt ny forståelse af netværk og af, hvordan man styrer dem.

I dag tilbyder DACHSER integrerede digitale koncepter, der er skabt til at blive ved med at hæve barren for kvalitet og produktivitet – ved enten at automatisere processer eller forbedre brugervenligheden og gennemsigtigheden for kunder og medarbejdere.

En virksomhed, der mestrer kombinationen af datastrømme og fysiske varestrømme, kan udvikle bedre tjenester og nyde godt af en mere dynamisk udvikling. Hovedmålet for DACHSER er derfor at anlægge en digital tankegang i hele organisationen for at kunne tilfredsstille nye eller skiftende kundekrav, forbedre omkostningsstrukturer og øge proceskvaliteten.

Mennesker er nøglen

Inden for logistik er mennesker uundværlige, og det vil de altid være. Derfor arbejder DACHSER ud fra et cyber-socio-fysisk system, hvor datastrømme og fysiske varestrømme smelter sammen og af mennesker omsættes til en skræddersyet løsning. Det gør den stadig større mangel på kvalificerede medarbejdere og chauffører, som vores sektor står over for, til et så meget mere alvorligt problem.

”Logistics is people business” – det er det motto, hvorunder DACHSER i lyset af et arbejdsmarked præget af hård konkurrence tackler de udfordringer, der er forbundet med at bevare medarbejdernes begejstring for deres arbejde og tiltrække nye folk. Det kræver nye måder at tænke på og nye former for samarbejde og ledelse. Det har aldrig været tydeligere, at mennesker – i dag såvel som i fremtiden – skal være omdrejningspunktet for, hvordan en virksomhed tænker og handler.

Forberedt på fremtiden: Bæredygtigheden har forkørselsret.
Forberedt på fremtiden: Bæredygtigheden har forkørselsret.

Bæredygtighed vil sejre – men det kræver en fælles indsats

En ting er sikkert: Vi opnår aldrig effektiv klimabeskyttelse ved at gå enegang. Det, der er brug for, er en fælles indsats baseret på fælles forståelse og et fælles engagement i højere mål. DACHSERs klimabeskyttelsesstrategi hviler på tre søjler, nemlig effektivitet, innovation og inklusivt ansvar. Det handler med andre ord om effektive logistikprocesser, energibesparelser og teknologisk innovation, der kan bidrage til at reducere udledningen af drivhusgasser i overensstemmelse med de mål, der er fastsat i Parisaftalen, samt EU's og mange andre landes klimabeskyttelsesmål.

DACHSER har gjort sit innovationsprojekt vedrørende klimabeskyttelse til et ledelsesspørgsmål, og direktionen har udpeget det som et strategisk initiativ. Fokus er på konkret handling. Inden udgangen af 2022 vil DACHSER udrulle emissionsfrie leverancer til centrum af mindst elleve europæiske storbyområder og investere i de nødvendige køretøjer. Siden januar 2022 har DACHSER kun købt elektricitet produceret af vedvarende kilder. Derudover omfatter den indledende fase bl.a. installation og udvidelse af solcelleanlæg på tagene af DACHSERs europæiske logistikfaciliteter og kontorbygninger. I 2025 vil virksomheden have mere end firdoblet sin nuværende kapacitet til en installeret kapacitet på over 20.000 kWp. DACHSER arbejder også med proces- og energieffektivitet, men den faktor, der har det største potentiale, er fortsat maksimering af lastbilernes kapacitet. Her er der stadig plads til yderligere optimering.

Derfor samarbejder virksomheden med kunder og partnere, der også er ivrige efter at have aktiv indflydelse på logistikbranchens initiativer med hensyn til at indføre lav- og nulemissionsteknologier. Medarbejderne er også tæt involveret i arbejdet for klimabeskyttelse og engageret i samfundsmæssige og sociale spørgsmål, der rækker ud over DACHSERs egne direkte forretningsinteresser, f.eks. gennem virksomhedens samarbejde med børnehjælpsorganisationen Terre des Hommes.

Kontakt Alexandra Hartung Communications Manager Nordic