Nøgleteknologier for grøn elektricitet – et kig på fremtidens teknologier

Elektricitet genereret ved hjælp af vedvarende energikilder er nøglen til at beskytte klodens klima. Grøn elektricitet er den eneste energiform, der gør det muligt at drive motorer og anlæg stort set uden at producere nogen drivhusgasser og at fremstille bæredygtig brint og syntetiske brændstoffer.                    

Udfordringen ved at opnå stort set fuld dekarbonisering af al industri ligger i at opbygge en tilstrækkelig stor global forsyning af grøn elektricitet til en overkommelig pris. Logistik og e-mobilitet er blot to af de mange områder, der vil få brug for enorme mængder grøn elektricitet i fremtiden.           

I EU er det direktiv (EU) 2018/2001, som også kaldes RED II, der afgør, hvad der betragtes som vedvarende energi. Direktivet fastlægger, at de mest bæredygtige teknologier til produktion af grøn elektricitet er vindmøller, solcelleanlæg og vandkraft. RED II definerer ikke atomkraft baseret på fission som en vedvarende energikilde.    

Den strøm, der kommer ud af stikkontakten, er farveløs – strømmen er den samme, uanset hvordan den er produceret. Men forbrugerne kan påvirke, hvilken slags elektricitet der finder vej til nettet, gennem deres valg af udbyder og takst. Jo flere virksomheder og husstande, der efterspørger grøn elektricitet, jo mere vil der blive investeret i at udvide brugen af vedvarende energi. Det er denne markedsmekanisme, der oftest forfølges på de to transnationale elmarkeder i Europa og Nordamerika. Takket være de såkaldte oprindelsesgarantier eller omsættelige grønne certifikater kan forbrugerne være sikre på, at de køber grøn elektricitet, hvilket øger efterspørgslen efter den.        

Grøn elproduktion

Enhver, der ønsker at gøre mere for at få en hurtig energiomstilling end blot at øge efterspørgslen, kan investere direkte eller indirekte i etableringen af nye anlæg til produktion af vedvarende energi. Det kan man gøre på to måder: Enten gennem særlige certifikater udstedt af elleverandører, der lover at investere i nye anlæg, eller ved, at forbrugere selv producerer grøn elektricitet. For sin del har DACHSER ikke kun købt oprindelsesgarantier for vandkraft fra Norge, virksomheden har også fremskyndet udvidelsen af solcelleanlæg installeret på egne bygninger. Selvom den mest effektive udnyttelse af den elektricitet, Dachser producerer på denne måde, er, at virksomheden selv forbruger den, har den mulighed for at sælge overskydende elektricitet til det offentlige net. Uanset hvilken vej virksomheden vælger, spiller den en vigtig rolle i at forhindre produktion af drivhusgasser og hjælpe lande og regioner med at gennemføre en hurtigt omstilling til vedvarende kilder.

Virksomheder har også mulighed for at deltage i etableringen af f.eks. nye vindmølleparker ved at indgå langsigtede energiforsyningsaftaler og direkte indkøbe den grønne elektricitet, som disse anlæg producerer. På denne måde tilbyder energiforsyningsaftaler virksomheder en chance for at fremme udbredelsen af vedvarende energiproduktion ud over grænserne for deres egne bygninger og lokaliteter.       

Men spørgsmålet er stadig, om højindustrialiserede regioner i fremtiden vil kunne dække deres høje energibehov udelukkende med grøn elektricitet? Svaret er både ja og nej. Ja, regioner som Europa kan og skal forberede deres egne net til intermitterende energiproduktion – især fra sol- og vindenergi, som genererer enorme mængder strøm, men ikke nødvendigvis, når der er behov for den. Selvom en sådan investering i infrastruktur er ambitiøs og omkostningskrævende, er den teknisk gennemførlig og, hvad vigtigst er, vil tælle som bæredygtig. Og nej, for Europa vil fortsat have behov for at købe energi på det globale marked. Den forventede efterspørgsel er for stor til, at Europa kan producere al den grønne elektricitet, regionen har brug for, inden for egne grænser.           

De lande, der i dag er førende producenter af fossile brændstoffer som råolie og naturgas, fortrænges af nye leverandører, heriblandt regnfattige områder, der konverterer solenergi til brint og andre syntetiske brændstoffer. Energipolitiske beslutningstagere og energimarkeder må snart beslutte, hvor store mængder af disse brændstoffer der bliver behov for, og hvilke lande der udgør de mest egnede producenter. Jo hurtigere betingelserne på mellemlang og lang sigt bliver fastlagt, jo hurtigere kan der blive investeret i etablering af vedvarende energi, så vi kan få sat en stopper for klimaforandringerne én gang for alle. Derfor er grøn elektricitet til en overkommelig pris en afgørende teknologi i det 21. århundrede.