Tilbage
Nyheder Pressemeddelelser

Optimering er temaet i årets bedste fagprøve

”Det har jeg godt nok aldrig oplevet før”. Det kunne have været overskriften for Simon Stechers uddannelse til speditør i DACHSERs smeltedigel af kompetencer. Hans elevtid har været præget af alt fra pandemi til tålmodig toldomstilling i en verden, hvor der altid er masser at lære. Hvordan sørger man så for at blive ved med at rykke sig, når de globale markeder byder på masser af udfordringer?

Den 24-årige mønbo Simon Stecher er en uprætentiøst anlagt speditør.
Den 24-årige mønbo Simon Stecher er en uprætentiøst anlagt speditør.

Den 24-årige mønbo Simon Stecher er en uprætentiøst anlagt speditør, der er uddannet hos DACHSER Denmarks filial for vejtransport i Hvidovre. Han er typen, der bliver høj af en god handel, og som er udpræget fan af lokalsamfundet, for som han siger: Her ved man, at når man ser den røde Renault, så er det Poul-Erik, der sidder bag rattet. Alligevel flyttede han til København for godt to år siden for at følge sin nysgerrighed til et arbejde i transportsektoren.

”Jeg var fascineret af den der lastbil, der kører rundt,” fortæller Simon, da han tænker tilbage på, hvor hans rejse ind i logistikkens verden startede. ”Jeg besluttede, at nu skulle jeg prøve noget helt andet og flytte til byen – og det har jeg ikke fortrudt siden.”

Altid plads til forbedring

Under elevtiden får man indblik i, hvordan alle afdelinger i filialen arbejder, men Simon udviklede hurtigt en forkærlighed for en helt særlig afdeling ved navn ”charter”. Det har ikke noget med en færdigpakket ferierejse at gøre, men handler om typer af gods, der fylder hele lastbiler, om at gennemføre Tetris-spillet af delpartier – og ikke mindst om både økonomisk og miljømæssigt bæredygtige rundture i Europa. Det er med andre ord her, hvor man tænker ud af boksen for at få tingene til at gå op.

”Det er en verden, der er uudtømmelig med viden. Det er simpelthen umuligt at lære alt, og der sker hele tiden nye udviklinger i verden, som påvirker vores arbejde.”

”Arbejdet i charterafdelingen er meget visuelt. Man skal hele tiden få regnskabet til at gå op og finde den optimale løsning, og der er en direkte effekt af det, jeg laver,” forklarer Simon. Det er også her i det daglige arbejde, han får afløb for sit krejlergen, når han ringer rundt og skal forhandle både gods og priser på plads. ”Ikke to dage er ens. Det er skiftende opgaver, samtidig med at der er daglige rutiner med de samme kunder, og så er der en god energi i teamet, som gør, at det er sjovt at gå på arbejde.”

I hans team er der en åben dialog, hvor man spørger hinanden til råds. Her sætter de nemlig pris på vidensdeling og sparring, og der er plads til at optimere processerne, også når der er travlt.

Simon Stecher færdiggjorde to års uddannelse den 31. august 2022 med prisen for Årets Fagprøve 2022 i bagagen.
Simon Stecher færdiggjorde to års uddannelse den 31. august 2022 med prisen for Årets Fagprøve 2022 i bagagen.

Vær opsøgende

Simon er typen, der sætter en ære i at gøre sit arbejde ordentligt og være ærlig i sin kontakt med både kollegaer og kunder – og det gør en kæmpe forskel for samarbejdet. Han er af den holdning, at hvis man kan optimere specifikke processer, som ellers kræver for meget tid i hverdagen, hvorfor så ikke gøre det? Denne tankegang prægede også Simons fagprøve, der i august blev kåret som årets bedste af Hedorfs Fond, der hvert år uddeler et antal priser til de bedste afgangsprojekter fra uddannelser inden for godstransport. Og det var på trods af, at elevtiden har været præget af adskillige omvæltninger i branchen.

”’Det har jeg godt nok aldrig oplevet før” er nok headlineren for min elevtid. Man har hele tiden skullet omstille sig, da der har været mange omvæltninger i verden og i transportbranchen,” fortæller Simon, der færdiggjorde to års uddannelse den 31. august 2022 med prisen for Årets Fagprøve 2022 i bagagen. Projektet håndterede et helt konkret problem, som Simon stod over for, og det mundede ud i et håndgribeligt løsningsforslag, som gjorde en forskel for både den pågældende kunde og DACHSER. Men selvom han afsluttede sin uddannelse med sådan en anerkendelse, er der altid mere at lære.

”Jeg er pivutålmodig,” griner Simon. ”Men toldafdelingen har lært mig tålmodighed.” Og utålmodighed er noget, man ifølge Simon kan forvente at støde på hos kollegaerne i speditørfaget. Derfor er hans råd til kommende speditørelever også klare: sørg for at være opsøgende. ”Spørg, spørg og spørg,” siger Simon. ”Det er en verden, der er uudtømmelig med viden. Det er simpelthen umuligt at lære alt, og der sker hele tiden nye udviklinger i verden, som påvirker vores arbejde.”

DACHSER på verdensplan
Kontakt os
Kontakt Maria Andersen Communications Consultant Nordic