Nyheder

SCANGRIP: en innovativ forsyningskæde

Forsyningskæder er et varmt emne for tiden. Hvilken rolle spiller forsyningskæden for, hvordan din virksomhed klarer sig igennem krisetider? Hvordan fremtidssikrer du din forsyningskæde? Vi har taget et nærmere kig på vores samarbejde med vores kunde SCANGRIP – en sand innovatør.

Et indblik i SCANGRIPs produktion af innovativ arbejdsbelysning.
Et indblik i SCANGRIPs produktion af innovativ arbejdsbelysning.

Fra landsbysmedje til Europas førende leverandør af innovativ arbejdsbelysning. Det er den svendborgbaserede virksomhed SCANGRIPs historie. De seneste år har virksomheden især haft en konstant svimlende høj vækstrate, og det stiller store krav til både arbejdskraften, produktionen og logistikken. Mogens Christensen er Supply Chain Director hos SCANGRIP A/S. Da han startede hos SCANGRIP for godt tre år siden, begyndte han at sondere markedet for at se hvad de forskellige logistikleverandører kunne tilbyde. Virksomheden havde brugt den samme leverandør i mange år:

”Jeg skulle finde en leverandør, der kunne være med til at fastholde vores høje vækstrate,” fortæller Mogens Christensen. ”Det var altid kunden, der kontaktede os, hvis der var udfordringer med leveringerne – vi var aldrig på forkant, og det tog tid fra vores kerneopgaver. Vores transportleverandør skulle være fleksibel og samtidig have nogle stabile rammer. Vi vil gerne have et partnerskab bygget op.”

Egne hubs og proaktiv opfølgning

Anders Hove er Sales Manager hos DACHSER Denmark i Kolding. Han har et tæt samarbejde med Mogens Christensen, der blandt andet indebærer kvartalsvise møder og månedlige rapporter for konstant at kunne optimere SCANGRIPs logistikløsning. Der bliver jævnligt målt på nogle KPI’er, som man har defineret i fællesskab, blandt andet transittider til hele Europa.

”Vi har en lastbil, der kommer og henter gods hos SCANGRIP hver dag. Varerne ankommer til vores terminal i Kolding, hvor de bliver fordelt ud på de forskellige ruter i Europa og sendt af sted samme dag – med andre ord er deres varer altid i transit,” fortæller Anders Hove. Og det er en fordel for Mogens Christensen hos SCANGRIP. Han oplever nemlig, at SCANGRIPs kunder i højere grad er begyndt at begrænse deres eget lager, så der er brug for stabile transittider og sporing i realtid.

"Det vigtigste for os er, at transittiderne er stabile, og at kunderne ved, hvornår tingene kommer frem," siger Mogens Christensen, Supply Chain Director hos SCANGRIP A/S.

”Før havde vi afgange 1-2 gange om ugen til bestemte lande, og det betød, at vi skulle samle ordrer sammen,” forklarer Mogens Christensen. ”Nu har vi daglig afhentning fra vores lager, og jeg får rapporter med målinger på KPI’er som transittid. Det er data, som jeg deler med mine kollegaer i salgsafdelingen, så de kan dykke ned i deres specifikke områder og kortlægge vores leveringsevne. Det vigtigste for os er, at transittiderne er stabile, og at kunderne ved, hvornår tingene kommer frem. Derfor sender vi også sendingsnummer til kunderne, så de selv kan tracke sendingen.”

Mogens Christensen, Supply Chain Director hos SCANGRIP A/S.
Mogens Christensen, Supply Chain Director hos SCANGRIP A/S.

Sparer tid og omkostninger

Et effektivt logistiksetup har frigivet mere tid til kundeservice og kerneforretningen: innovation. SCANGRIP slår sig op på innovation. I 2008 gik de ind på markedet for arbejdsbelysning, og de har hurtigt vokset sig til en af de største spillere på markedet. Nu oplever de en øget konkurrence. Med 50 nye produkter hvert år og over 1.000 produkter i kartoteket er fokus på produktudvikling stort, og lanceringer til nichemarkeder skal sikre en fortsat stærk position på det europæiske marked.

”Vores produktlivscyklus bliver kortere og kortere. Konkurrencen er blevet større, og vi begynder at kigge på forskellige nichemarkeder. Dermed risikerer vi også at få flere varer på lager, så det bliver mere og mere vigtigt, at logistikken fungerer,” forklarer Mogens Christensen.

Kontakt Maria Andersen Communications Coordinator Nordic