En ny æra inden for intelligente sporingsenheder

Sporing af forsendelser og transportstyring ved hjælp af Internet of Things: Med GPS-sporing baseret på 5G/LPWAN-teknologi og telematik sætter DACHSER Road Logistics nye standarder inden for sporing i realtid, forudsigelse af ankomsttid og visualisering af stykgodsforsendelser over lange afstande.

De nye sporingsenheder er nemme at montere ...
De nye sporingsenheder er nemme at montere ...

Hver gang vi tænder GPS'en i vores bil for at få rutevejledning og for at kunne fortælle dem, vi skal besøge, hvornår vi vil ankomme, benytter vi os af satellitter og trådløs teknologi til at holde os på forkant med enhver udvikling. Det er veletablerede systemer. De anvendes også inden for logistik til at følge en lastbils rute i realtid ved hjælp af køretøjssporing baseret på telematik. Hvis man ved, hvor lastbilen er, kan man også spore den forsendelse, den transporterer.

I forbindelse med stykgodslogistik er sagen lidt mere kompleks. De veksellad, der anvendes til denne form for fjerntransport, flyttes tit mellem to lastbiler, der mødes på ruten. Og ofte står de på deres støtteben og venter på at blive transporteret videre på afdelingens trailerplads, ved en kundes læsserampe eller på et parkeringsområde i forbindelse med en længere pause. Vekselladdet er et uafhængigt system, som hverken deler energi eller information med trækkeren.

Det har krævet flere års udvikling af teknologi og telekommunikation at gøre det muligt at spore disse robuste containere – og ikke mindst deres forskelligartede indhold – på en pålidelig og omkostningseffektiv måde i stykgodsnetværket, selv om de ikke er udstyret med mulighed for intelligent kommunikation. Løsninger baseret på traditionelle trådløse 2G/3G-standarder viste sig at være for energi- og omkostningskrævende. Men endnu vigtigere var det, at sådanne løsninger ikke kan bruges på længere sigt, da disse netværk gradvist lukkes ned i Europa.

"Så da LPWAN-teknologierne dukkede op, holdt vi et vågent øje med dem helt fra starten og så nærmere på dem gennem vores DACHSER Enterprise Lab," fortæller Lars Relitz, Head of Corporate Digital Innovation & Development hos DACHSER. LPWAN står for "Low-Power, Wide-Area Network" og er et netværk, der i øjeblikket er ved at blive etableret rundt om i verden i forbindelse med de nyeste 5G-standarder for mobilkommunikation. "I begyndelsen var der intet netværk og ingen takststrukturer. Men vi blev hurtigt overbeviste om, at LPWAN-teknologien var vejen frem," fortsætter Lars Relitz.

Sammen med en leverandør af sporingsløsninger arbejdede DACHSER for at få udviklet innovative intelligente sporingsenheder til veksellad. Disse enheder består af energimoduler, der er udstyret med solceller og bruger meget lidt strøm, samt moderne satellitbaseret positioneringsteknologi (GPS, Galileo) og trådløse moduler baseret på de nye 5G/LPWAN-net. De understøttes yderligere af andre trådløse standarder, der stadig er i udbredt brug i dag. Denne integrerede løsning passer godt til kravet om, at de intelligente sporingsenheder skal kunne holde i hele vekselladets levetid på tolv år uden vedligeholdelse.

En løsning til gavn for kunden

Disse innovationer er også – og i særdeleshed – til gavn for kunderne. "Det er med til at gøre forsyningskæden mere gennemsigtig, at vi til enhver tid i realtid ved, hvor vores veksellad befinder sig, og er i stand til at behandle informationen. Oplysninger om ankomsttider og potentielle forsinkelser vil blive mere præcise, hvilket vil gøre planlægningen af kapaciteten nemmere og mere fleksibel. Dette vil igen bidrage til at optimere udnyttelsen af transportkapaciteten og gøre godshåndteringsprocesserne mere effektive," tilføjer Alexander Tonn, COO Road Logistics hos DACHSER.

Efter vellykkede pilotforsøg vil mere end 8.500 veksellad og 5.000 trailere i DACHSERs Road Logistics-netværk blive udstyret med de intelligente sporingsenheder inden udgangen af sommeren 2022.

"Derefter vil vi være i stand til at konsolidere, filtrere og behandle oplysninger fra tusindvis af transporter, og medarbejderne vil kunne trække alle de oplysninger, der er relevante for dem – i realtid og visualiseret på en letforståelig måde," forklarer Armin Blaschek, som i sin rolle som Department Head Production Systems hos DACHSER styrer udrulningen af det nye telematiksystem.

... og kræver overhovedet ingen vedligeholdelse
... og kræver overhovedet ingen vedligeholdelse

Større gennemsigtighed

En central platform bruges til visualisering og analyse af dataene. Den kombinerer alle positionsdata for vekselladdene, men også for sættevogne og trækkere, og knytter dem sammen med transportstyringssystemets data for forsendelser. Derudover følges chartertransporter, som sjældent udføres med virksomhedens eget udstyr, også via en specialudviklet chaufførapp. Derved skaffes ikke kun signalerne til visualisering af transporten, men det muliggør også vidtrækkende elektronisk behandling af den pågældende charterordre med digitale kvitteringer.

For Alexander Tonn markerer telematikprojektet begyndelsen på en ny æra inden for sporing af og kontrol med forsendelser inden for stykgodslogistik. "Fremadrettet er det vores mål at kunne tilbyde endnu større gennemsigtighed og realtidsinformationer fra forsyningskæden med avancerede platforme og API-grænseflader. Der er stadig kæmpe potentiale for yderligere funktioner og anvendelser i telematik."

Kontakt Alexandra Hartung Communications Manager Nordic